ProZ.com translation contests »
2014 annual ProZ.com translation contest: "Celebrations" » German to Danish

Competition in this pair is now closed.

Discussion and feedback about the competition in this language pair may now be provided by visiting the "Discussion & feedback" page for this pair. Entries may also be individually discussed by clicking the "Discuss" link next to any listed entry.

Source text in German

Am andern Tag war die Hochzeit. Während der Trauung hörte man die Braut weinen, es schien, als ahne sie ihr trauriges Schicksal voraus, während der Bräutigam, Herr Peter Salomon Curius, selbstbewußt und höhnisch lächelnd um sich blickte. Die Sache war die, daß es kein Geschöpf auf Gottes Erdboden gab, dem er sich nicht überlegen gefühlt hätte.

Als das Hochzeitsmahl zu Ende war, wurde Engelhart mit den andern Kindern ins Freie geschickt. Es war ein lieblicher Garten hinter dem Haus, voll Apfel- und Kirschenbäumen. In dem dumpfen Trieb aufzufallen, sonderte sich Engelhart von der Gesellschaft ab und schritt in einer den Erwachsenen abgelauschten Gangart in der Tiefe des Gartens hin und her. Was ihm unbewußt dabei vorgeschwebt hatte, geschah; die jüngste Cousine folgte ihm, stellte sich ihm gegenüber und blitzte ihn mit dunkeln Augen schweigend an. Nach einer Weile fragte Engelhart um ihren Namen, den er wohl schon einige Male gehört, aber nicht eigentlich begriffen hatte. Sie hieß Esmeralda, nach der Frau des Onkels Michael in Wien, und man rief sie Esmee. Dieser Umstand erweckte von neuem Engelharts prickelnde Eifersucht, und er fing an, prahlerische Reden zu führen. Der Lügengeist kam über ihn, zum Schluß stand er seinem wahnvollen Gerede machtlos gegenüber, und Esmee, die ihn verwundert angestarrt hatte, lief spöttisch lachend davon.

Um diese Zeit faßten seine Eltern den Beschluß, ihn, obwohl er zum pflichtmäßigen Schulbesuch noch ein Jahr Zeit hatte, in eine Vorbereitungsklasse zu schicken, die ein alter Lehrer namens Herschkamm leitete. Herr Ratgeber, der große Stücke auf Engelharts Begabung hielt und große Erwartungen von seiner Zukunft hegte, war ungeduldig, ihn in den Kreis des Lebens eintreten, von der Quelle des Wissens trinken zu sehen. Er dachte an seine eigne entbehrungs- und mühevolle Jugend. Noch in den ersten Jahren seiner Ehe liebte er gehaltvolle Gespräche und gute Bücher und bewahrte eine schwärmerische Achtung für alles, was ihm geistig versagt und durch äußerliche Umstände vorenthalten blieb.

Winning entries could not be determined in this language pair.

There were 4 entries submitted in this pair during the submission phase. Not enough votes were submitted by peers for a winning entry to be determined.

Competition in this pair is now closed.

Entries (4 total) — Expand all entries

Brylluppet fandt sted dagen efter. Under vielsen kunne man høre bruden græde – det virkede som om, hun kunne ane sin triste skæbne forude – mens brudgommen, hr. Peter Salomon Curius, så sig omkring med et selvbevidst og hånligt smil. I virkeligheden fandtes der ikke en skabning på hele Guds jord, som han ikke følte sig hævet over.

Efter bryllupsmåltidet blev Engelhart sendt udenfor sammen med de andre børn. Der lå en smuk have bag ved huset, fyldt med æble- og kirsebærtræer. Drevet af en vag tilskyndelse forlod Engelhart resten af gruppen og gik frem og tilbage dybere inde i haven i en gangart, som han havde afluret de voksne. Snart skete det, der ubevidst havde foresvævet ham; den yngste kusine fulgte efter ham, stillede sig overfor ham og stirrede tavst på ham med sine mørke øjne. Efter et stykke tid spurgte Engelhart efter hendes navn, som han allerede havde hørt et par gange, men ikke rigtigt havde hæftet sig ved. Hun hed Esmaralda, efter onkel Michaels hustru i Wien, og man kaldte hende Esmee. Dette vakte på ny Engelharts nagende misundelse, og han begyndte at prale og føre sig frem. Løgnens ånd kom over ham, til sidst stod han magtesløs overfor sin indbildske tale, og Esmee, der havde stirret på ham i forundring, løb fra ham med en spottende latter.

Det var omkring på denne tid, at hans forældre besluttede at sende ham i en forberedelsesklasse, der blev forestået af en ældre lærer ved navn Herschkamm, selvom der endnu var et år til hans skolepligt begyndte. Hr. Ratgeber, der havde høje tanker om Engelharts begavelse og store forventninger til hans fremtid, var utålmodig efter at lade ham træde ud i det virkelige liv og drikke fra kundskabens kilde. Han tænkte på sin egen ungdom, der havde været præget af afsavn og besværligheder. Endnu i de første år af sit ægteskab holdt han meget af åndrige samtaler og gode bøger, og han fastholdt en sværmerisk agtelse for alt det åndelige, der på grund af ydre omstændigheder var blevet ham selv nægtet og forholdt.
Entry #21005 — Discuss 0 — Variant: Not specified
Voting points1st2nd3rd
225 x41 x20
Entry tagging:
  • No "like" tags
Brylluppet blev holdt på andendagen. Under vielsen hørte man bruden græde, det syntes som om hun anede den triste skæbne forude, alt mens brudgommen, Hr. Peter Salomon Curius, så sig selvbevidst og kynisk omkring. Sagen var den, at der ikke var en eneste skabning på jorden, som han ikke følte sig overlegen over for.

Da bryllupsmiddagen var færdig, blev Engelhart sendt ud sammen med de andre børn. Der lå en yndig have bag ved huset, fuld af æble- og kirsebærtræer. I den summende vrimmel skilte Engelhart sig ud fra selskabet, og gik alene frem og tilbage bagerst i haven i en gangart, afluret fra de voksne. Hvad der ubevidst havde foresvævet ham, skete; den yngste kusine fulgte efter ham, stillede sig over for ham og så tavst på ham med lynende øjn. Efter en tid spurgte Engelhart efter hendes navn, som han nok havde hørt nogle gange, men aldrig rigtig havde forstået. Hun hed Esmeralda, efter onkel Michaels kone i Wien, og man kaldte hende Esmee. Denne omstændighed vakte på ny Engelharts boblende jalousi, og han begyndte at føre brovtende tale. Løgnene overtog hans sind, til sidst stod han magtesløs over for alle sine vrangforestillinger, og Esmee, der havde stirret forundret på ham, løb bort med en spotsk latter.

På dette tidspunkt fattede hans forældre den beslutning, skønt han endnu havde et år til den lovmæssige skolegang, at sende ham til en forberedelsesklasse, som blev ledet af en ældre lærer ved navn Herschkamm. Hr. Ratgeber, der var aldeles overbevist om Engelharts begavelse og nærede store forventninger til hans fremtid, var utålmodig efter at se ham træde ind i livet og drikke af visdommens kilde. Han tænkte på sin egen ungdom, fuld af afsavn og besvær. Endnu i de første år af sit ægteskab elskede han dybsindige samtaler og gode bøger og bevarede en sværmerisk agtelse for alt, hvad der var blevet ham åndeligt forholdt og fortsat blev ham nægtet af ydre omstændigheder.
Entry #21625 — Discuss 0 — Variant: Not specified
fluck
fluck
Taani
Voting points1st2nd3rd
172 x44 x21 x1
Entry tagging:
  • No "like" tags
Den næste dag var brylluppet. Under vielsen bruden råb blev hørt, det syntes at have en mistanke foran hende trist skæbne, mens brudgommen, Peter Salomon Curius, selvsikker og smiler hånligt kiggede rundt. De ting var, at der ikke var nogen skabning på Guds jord, ville han ikke have følt overlegne.

Da brylluppet var overstået, Engelhart blev sendt med de andre børn udenfor. Det var en dejlig have bag huset, fuld af æble-og kirsebærtræer. I den kedelige drev at tiltrække opmærksomhed til Engelhart udskilles af selskabet, og gik i en gangart hos voksne abgelauschten bunden af haven og tilbage. Hvad havde svævede ham bevidstløs proces sker; den yngste fætter fulgte ham, vendte sig mod ham og blinkede ham lydløst med mørke øjne. Efter et stykke Engelhart spurgt om deres navn, må han have hørt et par gange, men havde ikke rigtig forstået. Hendes navn var Esmeralda, efter hustruen til hans onkel Michael i Wien, og hun blev kaldt Esmee. Denne omstændighed vakt påny Engelharts prikken jalousi, og han begyndte at lede pralende taler. Den liggende ånd kom over ham, og til sidst fik han sin vrangforestilling fuld snak magtesløse over for, og Esmee, som havde stirret forundret på ham, løb væk griner hånligt.

Omkring dette tidspunkt, udtænkt hans forældre beslutningen ham, skønt han måtte pligtopfyldende skole endnu et år til at sende i et forberedende klasse, som ledede en gammel lærer ved navn Herschkamm. Mr. rådgiver, som meget af Engelharts holdt talent og store forventninger underholdt af hans fremtid var utålmodig efter at komme ham ind i kredsen af livet, drikke fra springvand af viden at se. Han tænkte på sine egne entbehrungs og besværlig ungdom. Selv i de tidlige år af sit ægteskab, han elskede kødfulde samtaler og gode bøger og opretholdt en fanatisk respekt for alle, der forblev mentalt benægtet og som tilbageholdes af ydre omstændigheder til ham.
Entry #21676 — Discuss 0 — Variant: Not specified
Voting points1st2nd3rd
0000
Entry tagging:
  • No "like" tags
Brylluppet blev holdt næste dag. Under vielsen kunne man høre bruden græde, det var som om hun forudanede sin sørgelige skæbne, mens brudgommen, Hr. Peter Salomon Curius, lod blikket glide rundt med et selvsikkert og hånende smil. Sagen var den, at der ikke fandtes det væsen på guds jord, han ikke følte sig overlegen.

Da festmåltidet var forbi, blev Engelhart sendt ud i det frie med de andre børn. Bag huset var der en yndig have med mange æble- og kirsebærtræer. I den hule trang til at gøre sig bemærket, afsondrede Engelhart sig fra selskabet og skred med en gangart han havde aflyttet de voksne frem og tilbage i havens dyb. Det der ubevidst havde foresvævet ham med dette, skete og den yngste kusine fulgte efter ham, stillede sig overfor ham og lod sine mørke øjne funkle på ham uden at sige et ord. Efter en tid spurgte Engelhart til hendes navn, som han vel havde hørt flere gange uden ret at opfatte det. Hun hed Esmeralda, efter konen til onkel Michael i Wien, og man kaldte hende Esmee. Denne omstændighed vækkede igen Engelharts prikkende jalousi og han begyndte at holde pralende taler. Løgnens ånd kom over ham og til sidst stod han magtesløs udleveret til sin egen vanvidsagtige sludder og Esmee, som forundret havde stirret på ham, løb sin vej med en spottende latter.

Omkring denne tid fattede hans forældre den beslutning, at sende ham til forberedelsesundervisning hos en lærer ved navn Herschkamm, selv om han havde et år tilbage, før det var tid til hans pligtmæssige skolegang. Herr Ratgeber, som satte stor pris på Engelharts evner og havde store forventninger til hans fremtid, var utålmodig efter at se ham træde ind i livets kreds, at se ham drikke af videns kilde. Han huskede sin egen trængselsfulde og besværlige ungdom. Endnu i de første ægteskabsår elskede han stadig nærende samtaler og gode bøger og bevarede en sværmerisk agtelse for alt det, der var ham nægtet på det åndelige plan og som de ydre omstændigheder havde holdt ham udenfor.
Entry #19954 — Discuss 0 — Variant: Not specified
Annette Lehm (X)
Annette Lehm (X)
Saksamaa
Voting points1st2nd3rd
163 x41 x22 x1
Entry tagging:
  • No "like" tags